KENNEL NORDBOEN V/ SØREN ANDERSEN

 Jeg er utallige gange blevet opfordret til at skrive eller fortælle om hunde og avl, men har hver gang afslået, fordi jeg synes, der er skrevet så mange bøger og artikler om den teoretiske del af emnet, at jeg ikke føler, at jeg skulle kunne bidrage med noget. Men det mange giver udtryk for, de savner, er tilbageblikket, historien om den praktiske del. Som en af de nye hundeførere her i området så rigtigt sagde: Nu er du en af de ”gamle” med en stor viden, som ikke må gå tabt. Kan du så komme i gang med at få det skrevet ned, så vi andre også kan have fornøjelse af det.

På en måde har han jo ret. Vi, os der har kendt og konkurreret med de mest betydende hunde og har årbøgerne helt tilbage til først i 70'erne, har selvfølgelig en viden, som man ikke har, når man kun har været med 5 – 6 år, og derfor kun har årbøgerne fra samme tidsrum.

 

Jeg gik og tænke lidt over det, og kom så til at tænke på, hvor glad jeg selv er for at have kendt og lyttet til datidens store personligheder, hvoraf flere også var succesrige avlere. Her tænker jeg nok mest på Thorvald Jensen ”Holevgård” - Karl Lund ”Vorrevangen” -  Johannes Harring ”Harringgård” – Ove Rasmussen ”Gelsted” - og ganske rigtigt, med deres afgang fra hundesporten forsvandt der en kolossal masse viden. Heldigvis har vi da stadig nogle af de ”gamle” i blandt os, der stadig er aktive avlere og har en meget stor viden, som vi kan trække på, hvis man har lyst og behov. Blandt andre Otto Brunhøj ”Lystlund” – John Christensen ”Broengen” – Andreas Haugård ”Rugbjerg” - Hans Hansen ”Hejnerup” og mange andre, som jeg sikkert også kunne have nævnt.

 

Avlsarbejdet er og har været min store interesse igennem alle årene. Det kan  sammenlignes med meget andet, man beskæftiger sig med her i livet,  bl.a. job,   sport m.m. Er det for hyggens skyld eller stiler man efter at komme med helt op i toppen og det har jeg gjort.

Det er da utrolig hyggeligt, når man har et kuld hvalpe som ens egne og kvarterets børn kommer og leger med til stor glæde og gavn for begge parter, og glæden er da ikke mindre, når de så kommer ud til gode jægerhjem, der får sig en trofast jagtkammerat i mange år. 

 

Anderledes stiller det sig, hvis man vil mere. Så skal man have sat sig nogle mål og gerne også visioner for de kommende år og generationer, men først af alt skal man være i besiddelse af en stor portion ærlighed omkring ens egen hunds gode sider og ikke mindst dårlige sider. Endelig skal man være klar på, hvad hvalpe fra denne parring gerne skulle kunne berige racen med.

 

 

Jeg har gennem årene fået mange henvendelser vedrørende avl og fået stillet følgende spørgsmål:

Hvem skal jeg parre min tæve med?

Hvordan finder du frem til den han, du selv ønsker at bruge?

Skal jeg gå efter linieavl eller udavl?

Vil du komme med et forslag?

 

Efter snart 30 år som avler har jeg selvfølgelig fået stillet disse eller andre lignende spørgsmål adskillige gange.

 

Jeg har som hovedregel afslået at rådgive. Men de, der har tæver af min egen linie, som jeg kender godt, har jeg selvfølgelig prøvet at hjælpe. Jeg er af den opfattelse, at det er noget, man selv skal sætte sig grundigt ind i, ellers er det bedre at lade være. Det vil sige, man skal ikke avle for at avlens skyld, man skal avle, fordi man har en ide om eller en plan med, hvordan man kan medvirke til at  styrke racen, i vores tilfælde Korthåren, mange år frem i tiden

 

Kravet til en Korthår er i dag helt anderledes end for 10 år siden og meget anderledes end for 20 år siden, og helt anderledes end for 30 år siden.

Den gang var det mark- og fuglearbejdet, der var det primære. Da var vilde agerhøns og roemarker noget, vi havde i rigelig mængde i Danmark, da var schweiss- og fuldbrugsprøver slet ikke noget, man snakkede om.

 

I dag er situationen en helt anden. Vilde agerhøns og roemarker er snart en saga blot. Nu er det schweiss- og fuldbrugsprøver og udvidede apporteringsprøver, der mest ligner den jagtform, den danske jæger udøver. Derfor er det den vej, vi skal med vore hunde.

 

Super robuste, alsidige hunde med et godt og roligt temperament, det er dem vi skal gå efter i avlen. Urolige hunde, der hyler og piber, når de ikke er under afprøvning, har vi ikke noget at bruge til. De opfører sig præcis lige så dårligt, når de kommer på jagt og giver os et dårligt omdømme blandt jægerne – og de er jo vores købere, husk det.

 

Som det er de fleste bekendt, har klubben altid haft et avlsråd. Nogen har været begejstret for de råd, de har fået, andre ikke. Men prøv nu selv at se, hvor svært det er, hvis man ikke selv har gjort sig nogle overvejelser over, hvad det er, man vil.

 

Det er da en udmærket ting, hvis man ønsker at høre avlsrådets menig om enkelte hanner eller nye initiativer på området, eksempelvis brug af unge hunde, der endnu ikke er så højt præmieret.  Men ansvaret og den endelige udvælgelse skal altid ligge hos tævehundeejeren.

 

En stående joke i denne branche er jo, at hvis det bliver et godt kuld, så er det tævens fortjeneste. I modsat fald er det hanhundens skyld – lad os komme væk fra det.

Hvis man ikke selv vil tage ansvaret for det kuld, man laver eller ofre tid på at sætte sig ind i de forskellige problematikker, så lad hellere være.

 

Korthåren er en brugshund. Altså må man sætte fokus på det, inden man starter. Man bruger selvfølgelig ikke ukritisk sin tæve i avl, bare fordi det er en tæve, men fordi hun har vist gode evner som jagthund, og at disse evner er bevist gennem opnåede resultater på anerkendte prøver.

Hvis man efter grundig overvejelse kommer til den konklusion, at det skal hun, er der visse prøver, som hunden skal have været fremført på, så som:

 

udstilling –                 for at bevise at den lever op til racens standard

apporteringsprøve – for at have bevist at den kan apportere fra land og vand.

markprøve -               for at have bevist evnen til at tage stand og efterfølgende kan rejse sin fugl.

 

Når hunden har opnået en præmiering på disse punkter, men også gerne på en schweissprøve, så har man gode argumenter overfor de kommende købere.

Ved den kommende udvælgelse af parringspartner kan det være en god ide at skele til, det de personer gør, der har emnet som erhverv, nemlig landbruget. De gør præcis det,  som vi bør gøre, nemlig at fokusere på de svage punkter ved ens eget, og finder så emner, der kan forstærke disse, og det uanset hvor de findes. 

Med udgangspunkt i dette og fokus rettet på at det er brugshunde, der skal kunne klare opgaverne under forskellige jagtformer, skulle det nu gerne være lidt lettere for nye avlere at finde en egnet partner.

 

Alt andet lige er det så blandt de hunde, der er bredest og højst muligt præmieret, man skal træffe et valg. Alt andet beror på egen eller andres vurdering, men er det seriøst. Rækkefølgen man kan gå efter må blive omtrent som nedenstående:

 

  1. hunde der er jagtchampions - de har vist alt, både eksteriør og brugsevner er i top. 

  2. hunde der er præmieret på fuldbrugsprøven.

     

De hunde, der opfylder disse krav, har vist, at de magter alle de opgaver, en dansk jæger i dag har brug for – altså en helgardering på alle evner.

Efter min menig er det helt klart her, den almindelige avler skal finde sin kommende parrings-partner.

 

Det næste kunne så være:

    hunde der har bestået udvidet apporteringsprøve - selvfølgelig med ræveapport.

                     hunde der har fået 1. pr. på 3 eller 20 timers schweiss.

                     hunde der har opnået mange vinderklasseplaceringer.

                     hunde der er blevet eksteriørchampions.

                     eller andet der tiltaler en.

 

Indenfor hver af de skitserede grupper findes der måske 10 – 20 hunde. Det er derfor, jeg mener, at det er svært, ja, nærmest umuligt at råde andre. Det indgående kendskab til tæven og de mange oplysninger, man bør søge om partneren, skal danne grundlaget for den endelige afgørelse.

 

Min første korthår ”Harringgårds Trille” købte jeg i 1974 af møbelpolstrer Johannes Harring i Hjørring. Trille var en god jagthund, svær at dressere og ikke den store prøvehund. Hun havde det med at gå sine egne veje – udstillingsmæssigt slog hun ikke til, 2. præmie var det højeste, hun kunne opnå. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg stilede højere. 1. præmie skulle det mindst være og gerne endnu mere. Nu 27 år senere er der selvfølgelig en utrolig masse ting, jeg er meget stolt af og rigtig godt tilfreds med. Bl.a. er de 3 hunde, jeg har i dag 5., 6. og 7. generation i lige linie efter Trille. De to - Mille og Zuki er begge udstillingschampions og præmieret på fuldbrugsprøver. Den tredje - Zinne er kun 9 måneder, men skal nok komme med.

Selvfølgelig er der også en hel del, jeg godt kunne have undværet, men sådan er det nok for de fleste.

Der vil altid fremkomme fejl, som man gerne ville have været foruden, men jeg har valgt at være åben om det og så efter bedste evne at få det på plads i næste parring. En af ulemperne ved avl med hunde er, at der som oftest går 2 – 4 år, inden man kender det endelige resultat, og i mange tilfælde er tæven så for gammel til flere kuld. Derfor er det vigtigt, at de lovende unge hunde, der hurtigt har opnået gode resultater, bliver prøvet af i avl. Det gælder både hanner og tæver.

Jeg har nok som de fleste været bange for at bruge hanner med synlige fejl i avl, men i dag er min erfaring, at det er meget værre med de fejl, man ikke kan se, for de ligger næsten alle på det psykiske plan, og de er om nogen svære at arbejde videre med. Jeg har ikke så stor kendskab til arvelighedslæren, at jeg ved, hvad der nedarves mest, men skulle man have superhunden, der vinder næsten alt, men p.g.a. en mindre fejl må nøjes med en 2. pr. på eksteriøret, og hvis hunden i øvrigt kommer fra et kuld med mange søskende, der har opnået 1. pr., ser jeg nu ikke det store problem i, at den bliver brugt i avl. Generelt kommer man dog længst ved at bruge hunde med et godt eksteriør, altså på 1. pr. niveau.

Har man først bestemt sig for at lave et kuld hvalpe, og det går godt, så er der mange, der bliver bidt af det og ønsker at gå videre med karrieren. Godt det samme, for der er brug for opdrættere, der tør og vil noget. Det giver nemlig tit mulighed for, at andre også kan få erfaring med de enkelte hunde. Med det mener jeg, at Danmark er jo så lille et land, at de fleste blodliner er kendte, endda mange år tilbage i tiden. Det samme er man vel ved at kunne sige om hundeførerne. Alle kender alle, men det er heller ikke så ringe endda. Helt anderledes ser det ud i vore nabolande. Hvis f.eks. en person fra Sydsverige skal have parret med en fra Nordsverige, svarer det til, at vi skulle køre til Italien. Så det er ikke så tit, det finder sted. Samtidig med at afstanden øges, mindskes kendskabet også til den enkelte hund. 

Jeg har selv prøvet begge ture - næsten da, nemlig Bayern i Sydtyskland, hvor jeg købte en tævehvalp af de bedste tyske stammer. En rigtig frisk og dejlig hund, men desværre havde hun forkert bid, så den tur (2800 km.) må betragtes som spild af tid og penge.

 

 UDAVL

 Udavl er nu engang imellem nødvendigt, ellers risikerer man for let at blive sårbar på minussiderne – jeg kan ikke forklare hvorfor, men temmelig sikkert er det, at hvis man f.eks. parrer 2 krydsningshunde, får de som oftest 10 –12 stærke hvalpe, tæven har masser af mælk, og hvalpene er fyldt med livsmod og god psyke. Altså en væsentlig styrkelse af bl.a. frugtbarhedsgenet. Hvorfor ???? Jeg ved det ikke, men vi kan lære af det. 

Kort fortalt er udavl at parre tæven med en han, der ikke fører samme blodlinier indenfor de første  8 – 10 generationer tilbage.

Nu er alt ikke lykken, bare fordi man vælger udavl. Fordele og ulemper vil nok være afhængige af, hvem der udtaler sig. Mine observationer i egen og andres kenneler går på, at det er ganske vist, at man får tilført meget godt. Her er det som omtalt nok frugtbarhed og psyke, der er det mest synlige. Men hvis man har en tæve fra en godt gennemavlet stamme, hvor man har et godt kendskab til plusser og minusser, vil man se, at der kommer andre problemer at arbejde med i årene fremover. Det er nemlig ikke, som de fleste tror, kun det gode man får med. De fejl, der ligger i hanhundens linier, kommer også med. Det er derfor meget vigtigt, at man har indgående kendskab til disse, inden parringen. Ulempen ved udavl her hos mig er som oftest den store spredning, der er i udseendet på hvalpene. Hvis ens linie, eller den tæve man ønsker parret, er liniefast, kan man endda med stort held godt prøve udavl en enkelt gang, for så i næste generation at vende tilbage til linien igen.

 

Med hensyn til frugtbarhed så havde jeg i mange år for få hvalpe i kuldene, 4 – 5 stykker, og det er for lidt til at danne et helhedsindtryk af kombinationen. 8 –9 stykker er mere passende. Jeg parrede altid min tæve flere gange, og tit gik hun hos hanhunden og blev parret over flere dage. Flere år i forvejen havde en af de meget erfarne avlere sagt til mig, at det optimale var en parring på 13. dagen og så ro i 14 dage, så tæven kunne lukke ordentlig af. Jeg var nu af den mening, at hvis det var ude i naturen, ville tæven blive parret, lige så længe hun tålte hanhunden, og at det måtte være det bedste. Men efterfølgende har jeg måttet konstatere, at efter jeg har fulgt hans råd, har jeg ikke haft under 9 hvalpe pr. kuld med 2 forskellige tæver. Hvem ved, måske havde han ret ??

 

INDAVL

 

Indavl, altså parring mellem mor og søn, far og datter eller mellem kuldsøskende har jeg ikke nogen personlig erfaring med, men de eksempler, jeg kender andre steder fra, har ikke kunnet animere mig til at prøve endnu. Generelt vil jeg sige - hold jer langt væk fra det, det er for specialister.

 

LINIEAVL

 

Linieavl, altså der hvor en del navne går igen i 4 – 8 generationer uden dog at komme for tæt på som i ovennævnte, er nok det, de fleste vil stå sig bedst ved. Her får man en stor sikkerhed for individets udseende og brugsmæssige kvaliteter. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at man her ikke fjerner nogle problemer, som man måske gerne vil af med, men i en vis grad kan være uheldig at forstærke dem. Jeg har i hvert fald set ting komme frem, som jeg troede var væk for 10 –15 år siden. Det der er så svært ved avl, selv linieavl, er at ting, man troede sig sikker på var væk, kan blive vækket til live igen i en parring ved en bestemt han, men udebliver, hvis man f.eks. bruger hans kuldbror eller halvbror.

Det var en af mine mange oplevelser i avlsarbejdet med Rugbjergs Nitouche udover vildtfinderevnen, havde de 2 kuld ingen som helst sammenligningspunkter.

Vi kan roligt fastslå, at linieavl har æren for , at vi har så smukke og gode korthår, som vi har i dag, hvilket klart kan ses på udstillingerne. Næsten alle opnår 1. pr.

 

I mange år var mine avlstæver rent højdemæssigt i den mindste ende af skalaen. Det gav mig den erfaring, at hvis jeg skulle lave hanner af god størrelse og med rigeligt masse, så kunne jeg ikke bruge en han af det man kaldte samme type, men lidt større end tæven, så blev de alle for små og ubetydelige – jeg var nødt til at bruge den størst mulige og den med mest masse for at nå et tilfredsstillende resultat. Det er faktisk lidt imod, hvad der ellers bliver sagt og skrevet, men hos mig var det entydigt.

Altså samme type er ikke lig med samme højde, men en kombination af flere forskellige ting så som temperament, eksteriør, dressurbarhed m.m.

 

HVALPEFØDSEL

 

Man skal passe på med at tillægge hundene for mange  ”menneskelige” værdier. Det var i hvert fald i mange år skyld i, at mine tæver var meget længe om en hvalpefødsel, ja, nogen gange op til et døgn for at få 4-5 hvalpe, og jeg kunne ikke forstå det. Vi gjorde det bedste tænkelige med masser af håndklæder og aviser i kassen og på gulvet i køkkenet eller i bryggerset, hvor vi holdt konstant øje med dem for at sikre, at der ikke var noget galt. Ja, til sidst var det så spændende, at pigerne og jeg holdt døgnvagt. I dag kan jeg godt se, at det var lige nøjagtigt det eneste, tæven ikke havde brug for. En tæve, der skal føde, har behov for ro til at koncentrere sig om hvalpene, så kommer de hurtigt og helt uden problemer. Jeg havde godt nok i tidernes morgen fået det råd om at lade tæven blive i hundegården, når tiden nærmede sig den 62. dag og hun blev urolig, gik pibende omkring, flyttede på ting, hun ellers ikke rører. Så var det ellers bare med at komme hjemmefra og lade roen sænke sig over hende. Jeg må nok sige, det hjalp, da jeg endelig tog mig sammen til at følge det råd. De sidste 20 år har mine tæver fået, selv ved store hvalpekuld på 10 –12  hvalpe, dem alle på 3 til 4 timer. Så er det dejligt at komme hjem og se en tæve, der ligger helt roligt i kassen, ren og fin, og hvalpe der ivrigt sutter for at få den livsnødvendige råmælk. Den eneste uro jeg laver, er når dyrlægen kommer på besøg nogle timer efter for at give tæven en indsprøjtning med lidt penicillin og  livmodersammentrækkende væske.

Herefter lader jeg naturen råde. Nu starter kampen om, hvem eller hvor mange der skal leve videre.

Indenfor de første 3 dage falder de svageste fra. Er der herefter mere end 7- 8 – 9  stykker tilbage, afskaffer jeg resten.  Det nævnte antal er, hvad en frisk og stærk tæve kan klare.

Jeg har en enkelt gang trodset naturloven og startet med at give enkelte hvalpe sutteflaske, men det kommer der ikke noget godt ud af. I første omgang vil det måske nok fylde lidt mere i tegnebogen, men på længere sigt vil jeg godt garantere for, at de, der har prøvet det og har styr på, hvad deres hvalpe er blevet til, meget gerne ville have været den oplevelse foruden.

Kun det stærkeste og bedste både i naturen og hos hundene har vores interesse – husk det nu.

 

HVALPENES FØRSTE UGER

 

Det sociale liv med hvalpene fra de er 4 til 8 uger har utrolig stor værdi. Det fandt jeg først ud af, da vores piger var flyttet hjemmefra, nu kom der ikke mere nogen og legede med dem flere gange om dagen. Vi 2 tilbageværende var jo væk det meste af dagen, så hundene var henvist til ganske vist en fin og flisebelagt lille hundegård. Men det var nok det eneste, de ikke havde brug for, de var simpelthen understimuleret. Til stort held flyttede vi på landet, hvor noget af det første, der blev lavet, var en meget stor hundegård, hvor der er både træer, buske og en hel masse andet rod inden. Det var lykken for hvalpene, men også for mig. Det at sidde og betragte sådan et kuld hvalpe, der nu var fuldt beskæftiget hele dagen med at grave huller, træne balancegang og kampøvelser m.m. – det har en meget stor livsværdi for mig. Efterfølgende er disse hvalpe også meget lettere at modtage i det nye hjem, så havde jeg vidst det dengang, havde jeg indhegnet det halve af den parcelhushave, som ingen alligevel gad passe, til hvalpegård.

 

UDVÆLGELSE AF HVALP

 

Det vigtigste er selvfølgelig, at man har gjort sig klar hvilken type hvalp, man vil have – skal det være den, der er mest urolig og fræk, eller den der udviser en rolig og behersket fremtræden.

Lige netop den burde 9 uf af 10 købe. De hvalpe, der  er ”frække”, og som næsten alle falder for,  er det som oftest kun specialisterne, der kan klare, når de bliver voksne og skal dresseres.

Det at blive lukket ind i et kuld hvalpe på  7 – 8 stykker og så skulle finde den, man gerne vil have, er en opgave, der kræver nogen tid. Alt for mange ofrer en masse tid på at studere udseendet, hvis det er, fordi man går efter en udstillingschampion og tror, at man kan tage den ud i 8 ugers alderen, kan jeg garantere for, at nogle af de mange champions, som er blevet sendt ud fra de kenneler, som er berømte på det punkt, ikke var blevet solgt. Så var de blevet hjemme og indgået som nye avlshunde. Så glem alt om det.

Alle hvalpe er skønne og charmerende, hver har de nogen ting, som man falder for, og til sidst er det nærmest umuligt at skille dem fra hinanden. Så vælger man en for at få det overstået og tror og håber på, at det er den bedste.

Jeg tør godt påstå, at hovedparten af hvalpekøberne var bedre tjent med at fortælle opdrætteren, hvilken type menneske de selv er, og hvilken type hund de foretrækker, så vil han være den bedste til at vælge hund for dem.

Begrundelsen er ganske logisk, idet han har gået ved hvalpene flere gange om dagen i 8 uger. Køberne kommer og skal som oftest finde den hvalp, de vil have, på en halv eller hel time.

Hvordan andre gør, ved jeg ikke, da jeg ikke kan tage hvalpe ud fra linier, jeg ikke kender, så derfor har jeg altid afslået det tilbud. Når hvalpene er 3 uger, og hvis jeg selv skal have en, så mener jeg at kunne finde de 2 eller 3, der skal med i den  sidste udvælgelsesprocedure. Der er ikke en formel, som jeg let kan skrive ned, som alle herefter kan benytte, men det er en kombination af flere forskellige ting, der spiller ind:  eksteriør, psyke, gemyt, mod, placeringen i det sociale hierarki, forholdet til de nye mennesker og hunde, der kommer her, ja, der er mange ting der spiller ind.

En af de store og dygtige avlere sagde en gang til mig, at når hvalpen er 3 uger, så kan man se, hvordan den kommer til at se ud som voksen – det er mere rigtigt, end man umiddelbart skulle tro. Eksteriøret spiller en meget stor rolle, når jeg selv vælger ud, for hvis man ellers sørger for, at hvalpen får de bedst tænkelige forhold, foder, vand og tilpas motion, kan man ikke gøre mere ved det punkt. Helt anderledes stiller det sig med, psyke, temperament og udefra kommende faktorer. Her er det den nye ejer, der spiller ind, da det er alt afgørende, hvor meget tid man ofrer på hvalpen, og hvilke udfordringer man giver den. Her kan man lave selv den svageste hvalp stærk – hvis ikke man er indstillet på at ofre tid på det, kan man også lave selv den stærkeste hvalp svag.    

 

 

Af DCH eller andre organisationer, der arbejder med hunde, burde vi jagthundefolk nok for mange år siden have lært, hvor vigtig hvalpemotivationskurser er, men vores generelle indstilling til dressur var nok lidt anderledes en hos dem. Men heldigvis er det nu efterhånden også ved at komme i gang hos os flere steder i landet, og det er en fantastisk god ting, som jeg kun kan anbefale alle at deltage i. Perioden som hvalp og unghund frem til 1 års alderen er den vigtigste periode i hundens liv, det man ofrer her af tid og samvær, får man mange dobbelt tilbage af den voksne hund. Jeg fik hurtigt lært, aldrig at tage en hvalp fra til mig selv i de perioder, hvor jeg ikke har den fornødne tid at være meget sammen med den. Skal en hund med helt til tops og kunne klare de meget hårde og krævende discipliner, der nu engang ligger i det, så er det min klare overbevisning, at hund og fører virkelig skal kunne li’ hinandens selskab, stole på hinanden. Den tillid, glæde og konsekvens opbygger man efter mine erfaringer bedst i hundens hvalpe- og ungehundestadie. Hvis jeg skal nævne et par eksempler på det, må det være, at både Nitouche og Steffi, der begge var af den hårde slags, blev kørt igennem fuldbrugsprøvedressuren i 4-5 års alderen med jernhård disciplin og dressur, men uden den store glæde - og klarede det. Modsat med Zuki, der er en helt anden meget lettere dressurbar type, som jeg ofrede rigtig meget tid på som hvalp og unghund. Hendes humør og arbejdsglæde var altid højt under de mange træningsaftener, og det smitter jo som bekendt af på os fører. Så roser vi måske også hunden lidt mere, og på den måde klares det hele nok lidt lettere. Zuki klarede prøven 2 år gammel.

 

I de 30 år, der er gået, siden jeg startede, er og har der været mange spændende kenneler og hunde, som jeg kunne tænke mig at få parret ind i min linie. Dem vil mange af jer finde i jeres stamtavler, hvis I når langt nok tilbage:

 

Kennel Harringgård v/ Johannes Harring. Som før nævnt var det her, det startede med Trille. Johannes var ikke den store avler, havde han en god tæve så trak han et kuld, men der kunne være flere år imellem. Johannes var Mr. Korthår i Vendsyssel, en Guds benådet praktiker. Det med udstilling syntes han var noget fis, men et nødvendigt onde. Han var jæger, fiske- og hundemand om en hals, og når ellers der var tid til det, var han møbelpolstrer og tæppemontør. Hans enorme karisma og betydning for korthåren i vores landsdel vil aldrig blive overgået. Han var, som han var, og det kunne man så lide eller lade være. Han var mit store forbillede, og ham vil jeg kunne huske i detaljer for altid. Desværre gik han bort alt for tidligt. 

 

Kennel Vorrevangen  v/ Karl Lund var kendt for at lave meget smukke hunde med især et meget ædelt hoved, men også mange vinderklasseplaceringer gik til denne kennel. Det han er mest kendte for, er nok 3 kuldsøskende: Goss – Gitta – Gina, der alle blev udstillingschampions. Dem blev der i øvrigt mange af  fra denne kennel. Karl var en dygtig avler og havde meget stor indsigt i korthårens eksteriør. Sluttede af med ren udavl på Lystlund Bas, som også blev en succes.

 

Kennel Rugbjerg v/  Andreas Haugård. Vorrevangens Ghitta var hans første avlsmatador, senere kom så Alice og Girl til. Også her er lavet mange korthår, der er nået helt til tops både på udstillings- og brugssiden. Mest kendt blev kennelen nok på de 3 kuldsøskende Nobel, Nanok og Nitouche, der alle blev jagtchampions.  Rugbjergs Nitouche blev også DKCH, de 3 var efter de to CH Rugbjergs Girl og Nordboens Tarok. Jeg var næsten et helt år uden hund for at vente på hende, men hun var om nogen værd at vente på. Hun blev mit store gennembrud på alle fronter i hundesporten. Som det kan ses, blev hun både udstillings- og jagtchampion og Danmarksmester i 1989. Hende skylder jeg meget. Hun figurerer som oldemor hos mange af de mest vindende hunde vi har i dag, og jeg møder stadigvæk hunde, der ligner hende meget.

De to ovennævnte kenneler var mine store forbilleder. De lavede begge så smukke hunde med gode brugsegenskaber, at man kun kunne se op til dem. Imponerende resultater kan de hver især bryste sig af. De ligger begge som grundsten i mine linier. Min vision og mit mål var at nå op på niveau med dem. Når man nu er rigtig sportsmand, så er uafgjort ikke godt nok, så jeg vil gerne lidt foran dem, men om det lykkes, ved jeg ikke, men jeg har da forhåbentlig nogle år endnu at arbejde videre i.. 

 

Kennel Lystlund         v/ Otto Brunhøj har nu præget korthåren mere eller mindre i 40 år. Utallige hunde har Otto lavet. Han er nok den, der har arbejdet mest med udavl her i landet, de nordiske lande, Tyskland, Amerika - ja måske flere steder har Otto handlet hund. Udfordrende, opsøgende og aldrig mangel på mod har gjort, at navnet Lystlund findes overalt. DKCH Lystlunds Bas er nok den mest berømte af Ottos hunde. Den var i mange år på alles læber, og han findes i et utal af stamtavler. Desværre nåede jeg ikke at bruge ham i avl, men har senere brugt nogle af hans sønner. De senere år er det nok DKJCH Lystlunds E. Rebell, der har kastet mest glas over kennelen.

 

Kennel Lundergård   v/ Flemming Konnerup. Chateau var eneste avlstæve i kennelen. Hun var efter de to CH Vorrevangens Gina og Arque. Efter parring med Rys og Lystlunds Bas (far og søn) blev hun mor til mange smukke hvalpe, hvoraf nogle nåede helt op på udstillingstoppen. Også schweiss udmærkede de sig ved. Kennelens adelsmærke var de ædle hoveder. Så da jeg på et tidspunkt kunne se, at der skulle forbedringer til på det punkt, var valget jo let. Begge linier passede perfekt til min.  DKCH Lundergårds Paw (efter Rys) brugte jeg to gange med stor succes. Næste gang var det Ciko (Bas), der var lettere og mindre af type. Men nu faldt størrelsen på hundene meget, og det var i det hele taget to vidt forskellige kuld trods den tætte forbindelse. Der var kun 3 hvalpe i kuldet, to hanner og så  Steffi. Hende vender vi tilbage til.

 

Nogle af de hanner som optræder i mine og mange andres stamtavler er:

 

CH Tahoo Feuk v/ Arild Andersen

CH Yack v/ Per Dahl, skulle efter sigende være den hund i Danmark, der har haft flest parringer

Ras v/ Vagn Jensen, var en hurtig og stort gående hund, med utallige placeringer.

CH Arque v/ Arne Mikkelsen, også Arque var placeret mange gange.

BR & DKCH Taso v/ Holger Højrup. Titlerne siger næsten alt, meget benyttet avlshund i flere år.

CH Nordboens Tarok v/ Holger Højrup mest kendt gennem parringerne med Ch. Rugbjergs Girl.

Rys - Nordboens Ras og JCH Lystlunds E. Rebell alle v / Knud Hansen. Jeg tvivler på Knud selv har styr på, hvor mange placeringer de 3 hunde haft. I mange år var Knud fast deltager på DM og endte også med at vinde det i 1998 med Rebell.

JCH Tell v/ Ole Egemose, han vandt selv meget og kunne give det videre i avlen.

Bjørn v/ Jens Erik Dissing, en hurtig og elegant hund, meget benyttet i avl.

Don Pedro v/ Johs. Harring, hans eminente flotte søg, fart og stil og mange høje placeringer, var årsagen til at han blev meget benyttet i avl.

DKCH Rugbjergs Tjacho, v/ Benny Christensen – opnåede mange placeringer. Ham brugte jeg med stor succes i avl.

Rugbjergs Favør v/ Niels Jørgen Jørgensen, stammer fra første gang bestyrelsen  tog initiativ til at få parret 2 tæver i Tyskland, en rigtig stærk arbejdshund som fik for lidt betydning i avl.

Rømøs Khan v/ Per Svan - en rigtig god, alsidig hund af danske blodlinier tilsat et stænk fra Kennel Engholm i Tyskland, meget benyttet i avl og far til mange gode hunde.

    

Hanner, der fik betydning for mit avlsarbejde med Harringgårds Trille:

 

CH Vorrevangens Iros v/ Per Theodor. En stor han, nok den smukkeste korthår jeg har set, men blev aldrig rigtig højt præmieret på mark, og fik derfor ingen betydning i avlen. Et kuld på det jævne, det bedste der kom ud af det var Nickie, en smuk tæve der vandt Odense-udstillingen, hvorefter jeg solgte hende til USA, hvor hun senere blev både BR & UDST CH Jeg troede blindt på, at sådan en hund kunne jeg bare lave igen. Det jeg lærte af det var, at når man endelig har fået sådan en hund, skal man aldrig sælge, uanset beløbet.

 

Don Pedro v/ Johs. Harring. En han af middelstørrelse, en elegantier på marken, og søg, fart og stil var noget helt ekseptionelt dengang, men  vand og slæb var nu ikke det, han var bedst til. Efter datidens forhold blev hvalpene for små - især hannerne, men det behøver ikke at være Pedros skyld, konstellationen passede bare ikke.

 

INT&DKCH- BRCH Taso v/ Holger Højrup. En stor, stærk han og fantastisk god brugshund, som de mange titler også fortæller, utrolig let at dressere med en kanon god psyke. Et godt kuld og lige den succes jeg trængte til.

 DKCH Nordboens Tarok hjemførte hurtigt et udstillingschampionat, blev meget brugt i avlen og gav rigtig mange gode brugshunde, der dog skulle styres med fast hånd. Fonzie, som jeg selv beholdt, men solgte i 2 års alderen, blev placeret nogle gange på vinderklasse og derefter også en del brugt i avl.

 

DKCH & JCH Rugbjergs Nitouche blev parret med:

 

DKCH Lundegårds Paw  v/ Hans Ole Hansen. 2 kuld blev det til mellem dem. Det ene kun på 2, hvor af den ene blev kørt ned som hvalp. Det blev, som jeg havde håbet på, nogle rigtig flotte hvalpe, som gav min kennel et stort løft på eksteriørsiden. 2 blev  udstillingschampions: DKCH Nordboens Trille v/ Jørgen Gregersen og DKCH Nordboens Taso 2 v/ Holger Højrup. Ras v/ Knud Hansen havde mere end 10 vinderklasseplaceringer og var deltager ved DM 5 eller 6 gange. Trille fulgte godt med, men nåede ikke så mange placeringer. Goss v/ Ole Svendsen vandt vinderklassen i Give.

 

DKCH Tejs                 v/ Kristian Berg, var en umådelig smuk og velskabt hund, der vandt alle de udstillinger, han stillede på. Han var også en god brugshund med gode schweissevner. Hans far var Rugbjergs Favør, og det var den linie, jeg gerne ville have fat i, og det skuffede heller ikke. De 2 mest kendte hunde fra det kuld er Zita v/ Poul Bislev, der blev stammor for hans Kennel Nørre Skindbjerg. Nicki v/ Henning Christensen, Rømø - med hende startede han Kennel Rømø, og hun er mor til Rømøs Khan.

 

Lundergårds Ciko      v/ Hugo Andersen -  en køn han af middelstørrelse, med et ædelt hoved. Søg, fart, og stil helt i top. Den parring havde jeg glædet mig meget til, men udstillingsmæssigt blev der ingen tophunde. De var for små efter datidens størrelser. I dag havde de nok været passende. Brugsmæssigt var de gode fuglefindere. Kuldet var kun på 3 - de 2 hanner nåede aldrig nogen topplacering, det bedste ved det kuld blev DKBR&DKJCH Nordboens Steffi.

 

Griff                            v/ Flemming Konnerup. Griff var efter Miks B. Pia og DKCH Lundergårds Paw, altså kuldbror til Bjørn. Desværre kom der ingen tæver ud af parringen, så der blev ingen ny hund til mig, kun 1 hanhvalp,  Fonzie, som Svend Arent Jørgensen blev ejer af og førte til mange præmieringer, blev brugt en del i avl og kan stadig ses i mange stamtavler.

 

 

Engholms Orla.

 

Jeg var overbevist om, der skulle noget nyt til, noget der var bedre på vand og spor, end det vi kendte i de danske korthår generelt. Jeg var i Tyskland et par gange for at se markprøver og udstillinger, men fandt ikke rigtig nogen hanner, jeg kunne tænke mig at parre med. Jeg havde indmeldt mig i den tyske klub og fik nu deres blade. En kennel sprang altid i øjnene, når man studerede resultaterne dernede fra – Hege-Haus – det var en meget stor kennel, og deres hunde stod altid øverst på sejrsskamlerne. Kennel Engholm v/ Carsten Petersen var også godt med dengang. Han havde et  vist samarbejde med Hege-Haus. Så pludselig en dag i 1993 opstod chancen for at købe en tysk tæve, Engholms Orla, og jeg slog til omgående. Hun indeholdte alle de store navne, jeg havde læst om, Engholms Juncker, Engholms Cati, Engholms Blanka, Zobel v. Pregelufer, og sidst men ikke mindst Elk v.Hege-Haus. Ham havde vi et godt kendskab til i Danmark, han var en af de to hanner som bestyrelsen i 1978 anbefalede til parring med en dansk tæve, og det kom der Rugbjergs Favør ud af. Hun var højt præmieret, bl.a. på fuldbrugsprøven, så den handel var jeg sælgeren Johannes Rode meget taknemmelig for. En stor, lidt grov, brun tæve, men stærk som jeg ved ikke hvad, en jagtmaskine uden lige. Hun behøvede ikke at have en jæger med, alt dødt eller levende vildt blev overbragt mig med den største selvfølgelighed. Jeg glemmer aldrig vores første jagttur, der foregik i en kæmpe stor foderroemark. Hurtigt begyndte Steffi at halse vildt og inderligt med de karakteristiske høje hop, så vidste vi, at der var ræv for. Alle jægerne var spændte, for hvor ville ræven komme. Efter nogle minutters forløb blev der stille, og Steffi kom ned og fortsatte sit søg foran mig. Efter et stykke tid viste Orla sig også. Hun havde selv taget affære og kom kun for at aflevere ræven, så hun kunne fortsætte jagten. Hun var så glad ved vand, at hun ikke kunne kaldes op, man måtte have en apportgenstand, og så var det med at gribe fat, når hun kom og afleverede. Jeg valgte at bruge Rømøs Khan til det første kuld med hende og håbede på, at der kunne blive nogle gode hanner, som andre også kunne have fornøjelse af at bruge, derefter skulle hun have været ført til en han af min egen linie. Desværre blev hun det følgende efterår kørt ned under et drev med råvildt. Så var mine kommende avlsplaner med hende slut. Der var 5 hvalpe i kuldet, 4 tæver og 1 han. De 3 af tæverne var brune, og jeg valgte så den spættede, men eksteriørmæssigt slog hun ikke til, så jeg solgte hende. Hanhunden, DKJCH Nordboens Alfa blev trods hans lidt uregerlige væsen og kolossale jagtlyst ført helt til tops som jagtchampion af  Svend Åge Jensen. De 3 brune tæver var meget mere dressurbare. En af dem, Ane blev parret med Roy/Luffe. Hvor mange der var i kuldet, ved jeg ikke, men en af hannerne er Strødams Bono v/ Leif Anker Jensen. Ham vender jeg tilbage til.  

  

 

 

DKBRCH &DKJCH Nordboens Steffi:

 

Steffi, det var bare hunden i mit liv, på en helt anden måde end de andre, jeg har haft. Hvis alle de tusinder af oplevelser vi har haft sammen, alt det hun lærte mig, skulle skrives ned, var der nok til en hel bog. Hun var en lille spættet tæve, for lille af krop mente mange, men det gjaldt ikke, når vi kom til brugssiden.  Gennem et helt hundeliv lærte hun mig, at vi var to om at nå resultaterne. En humørbombe, der kunne udføre alverden cirkusnumre med fuld hals og under stor bevågenhed. Børnenes uforlignelige legekammerat. Genstridig, selvrådig, superegoist, men alligevel dressurbar og kærlig. Hun havde en fantastisk evne til at vide, når hun var ”på” – en 100% enmands hund, der aldrig accepterede en direkte ordre fra andre i familien.  En klassehund på jagt, meget fuglevildt har jeg skudt for hende, hendes vildtfinderevne og teknik under rejsningen, så vildtet altid kom hen mod mig, har jeg aldrig oplevet hverken før eller siden. Hun halsede på fod af råvildt, men forlod aldrig såterne og var altid klar over, hvor jeg var. Det var noget helt unikt. Spor- og vandarbejde kunne hun meget let undvære, især det iskolde vand, så var det trods alt bedre at være alene hjemme med Tove. Efter hendes bortgang (Steffi) har jagten ikke haft den store betydning for mig.   På prøverne klarede hun sig som titlerne siger meget godt. Hvis jeg husker rigtig, så havde hun 5 perfekte situationer på hendes sidste prøve, hvor hun blev 1. vinder og dermed brugschampion. En helt speciel hund, som jeg kunne ønske, at andre kunne få magen til. Hun blev parret med:

 

DKCH Rugbjergs Tjacho v/ Benny Christensen - en tæt linieavlsparring, der blev gentaget og som på alle måder gav det videre, som var forældrenes store force - vildtfinderevnen. Det bedste er, at det fortsætter gennem 3. og 4. generation. Desværre er det umuligt at fremskaffe oplysningerne om, hvor mange præmier det er blev til på markprøver til dem og deres afkom, men det er rigtig mange. Flere af tæverne kom til gode opdrættere, der efterfølgende har haft stor succes med deres arbejde. Så er det, dejligt at være opdrætter, her kan nævnes:

 

DKJCH Nordboens Ziggi - Kurt Grün,  hun blev stammor for Kennel Toes, til bl.a. DKJCH &BRCH  Vivaldi, Emma v/ Kim Henriksen, der nu danner grundstenen for Kennel Henriksen – Brams v/ Karl Georg Christensen, der er en meget benyttet avlshan –

                                    Händel, Bøje v/ Kaj Henriksen

                                    Mozart, som Kurt selv har, har vundet alt, hvad der er værd at vinde.

 

Zøs og Ayla - begge hos John Christensen -  utallige vinderklasseplaceringer har de 3 båret hjem sammen, og nu er de begge  avlstæver i Kennel Broengen.

 

DKCH Nordboens Diane v/ Allan Bredsgård, også hun er godt præmieret på marken og er stammor til Kennel Bredsgård. Også her er der kommet mange gode hunde, både i 2. og 3. generation, bl.a. Ann, der er blevet JCH.

De to hanner,

INT & DKCH Ax v/ Teddy Johansen og

SJCH & SCH Nordboens Griff v/ Steen Rønnerling, Sverige var beviserne på at også hannerne var godt med.

 

Rømøs Khan               v/ Per Svan -  Khans blandede blodlinier passede fint til mit ønske om mere udavl, for at styrke temperamentet. Det blev et kuld på godt og ondt, der var robuste, men meget svære at styre. Helt imod mine forventninger strøg en af hannerne helt til tops og blev dansk champion, nemlig DKCH Nordboens Strauss v/ Jørgen Arild.

 

Roy / Luffe                 v/ Knud Hansen - et kuld, som jeg har fået gode tilbagemeldinger på som jagthunde Prøvemæssigt er der kun en, der har slået igennem, nemlig DKJCH Nordboens Costa v/ Svend Arent Jørgensen, men det har den også gjort effektivt. 4 år gammel  blev den jagtchampion, et flot resultat af så ung en hund. Den bliver brugt en hel del i avl, og det fortjener den også. Nok ikke mindre af, at Svend Arent stiv i blikket fortæller mig, at det er den bedste jagthund, han har haft, for jeg ved hvor meget han går på jagt, og hvad han forventer af en hund. Hans ord kan man roligt stole på.

    

DKJCH Lystlund E. Rebell v/ Knud Hansen. Rebell er far til Roy, men der var ingen sammenligningspunkter ved kuldene, de her kunne godt have brugt nogle cm. mere i højden.

De var meget skarpe og vagtsomme, lige til overkanten desværre, noget som slet ikke prægede Roy-kuldet.

 

Okslunds Enok           v/ Børge Juul Christensen, var fra det ene kuld af de af to parringer med  den tyske tophund Amigo v. Asserburg, som den daværende bestyrelse havde anbefalet, nok mest for at forstærke vand- og schweissdisciplinerne. Forsøget blev nok ikke den store succes, som man havde håbet på, idet at der i det andet kuld meget mod forventningerne indsneg sig nogle problemer med HD. Enok er brun, og jeg valgte derfor at beholde den eneste brune tæve, der var. Efter mine forventninger måtte hun være den, der bedst førte Amigo-genet, videre, og det slog i allerhøjeste grad til. Der var kun 4 hvalpe i kuldet. Foruden DKCH Nordboens Mille er det kun Fie v/ Egon Andersen, der er ført frem.

 

 

DKCH Nordboens Mille

 

 

Hendes format på vand og schweiss var langt over, hvad jeg var vant til. Hun bestod hurtigt både 3- og 20-timers schweissprøverne, og som apportør på andejagterne er hun noget helt specielt. Hendes jagtlyst og viljen til at ville selv er stor, men hun kunne dog dresseres ned til også at kunne bestå fuldbrugsprøven. Blev 3 år gammel eksteriørchampion. Mille blev parret med:

 

 

DKCH Tørnqvists Skipper v/ Kaj Tørnqvist, er en meget elegant og stort gående hund, der

desværre aldrig blev ført på andet end kvalitetsprøverne, så hans evner eller mangel på samme kendes ikke, men hans faderlinie skulle garantere for en god kvalitet i alle discipliner. Det kom siden hen også til at slå til. Skipper blev far til de 2 første kuld efter Mille. Det er blevet den succes, som man altid håber på som opdrætter. 4 af hvalpene fra kuldene er allerede placeret på vinderklasse, 3 af dem tillige på fuldbrugsprøver og udvidede apporteringsprøver. DKCH Nordboens  Zuki blev eksteriørchampion 2 år og 1 dag gammel, Buster v/ Jens Bak Andersen blev 1. vinder og klubmester 16 mdr. gammel på Korthårklubbens vinderklasse på Fyn, på det efterfølgende DM blev han 6. vinder – året efter blev han 1. vinder i Hjallerup og på det efter efterfølgende DM  blev han 2. vinder, har også bestået fuldbrugsprøven, han unge alder til trods er han allerede benyttet i avl flere gange. Det er resultater man som opdrætter er meget stolt af, og da hundene kun er 3 år gamle nu, så tror jeg på meget mere. Desværre var der flere hvalpe i kuldene med maske eller for meget hvidt i hovedet, så dem måtte jeg tage afsked med.

 

FINSK & SVENSK JAGT CHAMPION Stenbittens Fix v/ Sten Larsson Sverige.

Turen til nordvest Sverige gjaldt en parring af DKCH Nordboens Mille med Stenbittens Fix, også kaldet  ”Skovens Konge” - en helt fantastisk hund er han, svensk og finsk jagtchampion, 7 starter i eliteklassen, og 7 førstepræmier som resultat. Det fortæller vist alt. Han har et dejlig gemyt og temperament som man skal lede længe efter, og så en vildtfinderevne der er helt uovertruffen, også på vore breddegrader.

Her kendte jeg blodlinerne noget bedre end ved Tysklands turen. Hans mor, Rindy, der et typisk blandingsprodukt af svenske, norske og tyske hunde, fik jeg øje på da vi, Andreas Haugård, Claus Søgård og jeg var oppe at se svenske prøver for 10 – 12 år siden. En stærk brugshund, der også sluttede prøven af med at vinde over den bedste hund i åben klasse og senere også bedste hund fra Eliteklassen. Fix’s far er Svensk Jagt & Udst CH Nordboens Griff, som jeg solgte som hvalp til en af de største personligheder i svensk hundesport, Sten Rønnerling. Griff er efter DKJ CH & BRCH Nordboens Steffi og DKCH Rugbjergs Tjacho. Han er kuldbror til DKCH Nordboens Diane v/ Allan Bredsgård og Ayla v/ John Christensen. Resultatet af denne tur kender jeg ikke endnu, idet hvalpene kun er 1 år gamle, men det jeg har set indtil nu, er jeg meget godt tilfreds med. Med udgangspunkt i Milles gode egenskaber på vand og schweiss og Fix’s store vildtfinderevne, vil jeg ikke lægge skjul på, at forventningerne til disse hvalpe er meget store, ligesom jeg også er spændt på, hvordan de vil slå igennem i anden generation. Jeg tror aldrig, jeg har haft et kuld hvalpe, der har været så stor fokus på, så de får noget at leve op til i fremtiden.

 

DKCH Nordboens Zuki

 

Zuki er en af de mest dressurbare hunde, jeg har haft, en stille, rolig og glad hund, der elsker at blive arbejdet med. Hun fulgte mig overalt i to et halvt år. Jeg mærkede hende aldrig, hende kunne jeg skrive mange sider om, men vil nøjes med det konkrete. Hun  er en meget smuk hund, blev champion da hun var 2 år og 1 dag, og da hun var 2½ år, havde hun opnået følgende på  marken: 3 x 1. pr. i åben klasse, 2 x placeringer i vinderklasse, 1 pr. på schweiss, bestået udvidet apporteringsprøve, og bestået fuldbrugsprøven med 246 point. Det rakte desværre kun til en 2. præmie, da schweisset glippede indenfor de sidste 50 meter. Hun blev parret med:

 

AMI                            v/ Martin Ellegård - en stor, mørkspættet han af fortrinlig type, der har gjort det godt både på brugs- og udstillingssiden, og har opnået 2 x cert. på udstilling. Han er er først lige blevet 3 år, så ham kommer vi til at høre mere til. Hans mor er af Rugbjerg-linien tilsat tysk blod fra Olli vom Hellwegufer, og hans far er DKCH & DKJCH Mejlbys Bossi, farfar er så DKBRCH & DKJCH Tell. Her har jeg selv beholdt en tævehvalp, Zinne, der i skrivende stund lige er blevet 1 år. Også her var der nogle stykker med for meget hvidt i hovedet, så de nåede ikke med længere.

 

2005

FREMTIDENS AVL.

Man skal altid være forsigtig med de store profetier og kommende nye tiltag. Pludselig kan der komme hunde og ting frem, som helt kan lave om på, hvad man har tænkt sig. Hvis man gerne vil være seriøs avler, er man hele tiden nødt til at se kritisk på det, man har lavet. Fik man det, man ønskede, eller skal man prøve en anden linie/ han næste gang. Her i de mørke vinteraftener er der rig lejlighed til bruge nogle aftner med at analysere dette. Her i bagklogskabens klare lys vil jeg ikke råde andre til at skifte hanhund, så tit som jeg har gjort. Som oftest når man skifter, er det på grund af, at der var et eller andet, man ikke brød sig om i sidste kuld, men med en anden han kommer der så bare noget andet. Det helt fejlfrie kuld findes ikke. Kan man komme så vidt at 2/3 holder 1 pr. på udstilling og ellers er gode brugshunde, så er man nået langt. Den evige stræben efter den perfekte brugshund med et ædelt, velskåret hoved med en god krum næseryg og en rigtig god fyldig brystkasse, har drevet mig til tit at prøve noget nyt. Igennem brugen af forskellige hanner har jeg blandet mine egne linier en hel del Det jeg selv synes, jeg mangler og vil bruge fremtidens parringer på, er at samle op på de gamle linier, de linier som jeg synes har været succesfulde og har givet mange store resultater både for mig og andre og så prøve at få dem kørt ind i de linier jeg har i dag, det bliver min fremtidige udfordring. Lærerigt og spændende kunne det jo også være at parre mor og datter, ja måske datters datter med den samme han, og så se, hvad der virkelig er i linierne.

Jeg har brugt megen tid på at finde den, som jeg synes er den rigtige, men der var sandelig mange hanner, jeg kunne bruge. Men allerede for et år siden på Odense-udstillingen tog jeg nok beslutningen om, at det skulle være Strødams Bono. Han udstråler den samme værdighed og vidunderlige ro, som jeg husker fra hans mormor, Engholm Orla og bl.a. hans tipoldefar Taso. Han fører de linier, som jeg har omtalt ovenfor. På morsiden er det også Rugbjergs Nitouche, Rømøs Khan, Taso, Engholm hundene og Elk v. Hege-Haus. På farsiden er det Luffe, Lystlunds Rebell, Nordboens Ras, Rugbjergs Nitouche, Lundergårds Paw o.s.v. Det skulle alt andet lige give en god blanding af brugsegenskaber og eksteriør.    

Fra Zuki bliver der tilført fra farsiden Tørnqvists Skipper, Tell,  Gravensgårds G. Rico – fra morsiden Mille, Steffi og Nitouche. Jeg plejer at sige, når jeg kan se hvalpene for mig, så har jeg valgt rigtigt, og det kan jeg, så det blev ham.

 

Strødams Bono           v Leif Anker Jensen - nærmere præsentation er vist unødvendig. Så lørdag den 8/1.2005 blev Zuki parret med Bono. Nu forløber der så flere uger i åndeløs spænding.

DKJUCH Rugbjergs Nitouche (DKCH Nordboens Tarok-DKCH Rugbjergs Girl) oppdr Andreas Haugård. Danmarks Mester.
DKJCH DKCH Nordboens Zuki (DKCH Tørnqvist Skipper-DKCH Nordboens Mille).
DKUCH Nordboens Mille (Okslunds Enok- DKJCH DKBRCH Nordboens Steffi).
Engholms Orla (KS Engholms Jucker- Engholms Cati) oppd. Carsten Petersen.
DKJCH Nordboens Alfa (Rømøs Khan-Engholms Orla) e/f Svens Aage Jensen
Nordboens Ani (Rømøs Khan-Engholms Orla) e/f Anders Wanstrup. Avlstispe kennel Wanstrup.
DKJCH Nordboens Costa (DKUCH Roy-DKJCH DKBRCH Nordboens Steffi) e/f Svend Arent og Ellen Jørgensen
DKBRCH Nordboens Buster (DKCH Tørnqvist Skipper-DKCH Nordboens Mille) e/f Jens Bak.
DKJCH Nordboens Ziggi (DKCH Rugbjerg Tjacho- DKJCH NordboensSteffi). Ziggi kommer fra den beste avlskombinationen kennel Nordboens har hatt. Kurt Grün, kennel Toes, tok med Ziggi til Fyn og fikk henne paret med DKBRC DKJCH Tell (DKJCH Gravengårds G Rico-PUK) Kombinasjonen ble så bra at han har gjort den 2 ganger. Først ute var Toes Vivaldi, hun ble unge beste tispe på Korthaarklubbens markprøve v/ Give 98. Året etter, 99 var jeg selv til stede og fikk se henne i action. På lørdagen fikk hun 1UK, dagen etter 3VK. Da hadde hun tidligere kvalifisert seg til VK med 2x1AK. På samme prøve fikk jeg også se Ziggi og Tell, hunder med fart og intensitet. Toes Vivaldi ble trippel champion, og er stammor i kennel Henriksen hos Kim Henriksen. Hun har avlet flere hunder med 1premie UK og AK. I samme kull var Mozart, Kurt Grun s meget gode hann. Mozart har 1premie UK, 2x1AK og 1VK m/cacit. Han vant også Fullbrugsprøven v/Tårs 01. Mozart har avlet hunder med 1premie UK og AK. Rossini, Perle, Handel og Brahms kom i neste kull. Rossini og Perle har 1premie på mark. Handel har 1UK 2x1AK og 1VK, Klubbmester 03 Give. DKBRCH Toes Brahms er jo kjent for de fleste!
SJUCH Nordboens Griff ( DKCH Rugbjerg Tjacho- DKJCH Nordboens Steffi) Griff kom til ikke ukjente Sten Rønneling, Stenbitens kennel i Sverige hvor han ble SJCH og SUCH.. Han er bla, far til 2x Riksprovvinnare SJCH Stenbitens Fix, SJCH Stenbitens Riff som er brukt 2 ganger i Norge og SJCH Åhults Master. Master er vel den som er mest kjent i Norge, hvor han hadde flere paringer. Bla. Er han far til Glåmhaugens Røy, som er stammor i kennel Haugtun. Griff er en av 3 hanner i Sverige som har gitt flest CH.
Nordboens Zony (DKCH Rugbjerg Tjacho- DKJCH Nordboens Steffi) e/f Benny. Paringsvalpen som Benny tok. Zony ble bla. paret med Britt til Ingvart Jensen, her kom Lolks Effi. Effi ble tatt inn til Norge av Per Kristian Amundrød, kennel Bergvold. Moren Britt har Engholms og Hege-Haus-blod. Effi ble først paret med Bergvolds Flaks (Bergvolds Wilja-Falko vom Reiterstad). Siden ble hun lånt bort til H. M Holden, kennel Gryningen. Hun har hatt 2 vellykkede kull med Bergvolds Prikk( Bergvolds Wilja-Falko vom Reiterstad). Gryningens Conan e/f Rune er brukt i avl med godt hell.
DKUCH Nordboens Diane (DKCH Rugbjerg Tjacho- DKJCH NordboensSteffi). e/f Allan Bredsgård. Stammor kennel Bredgård.
DKJUCH Nordboens Flaks (Strødam's Bono-DKCH DKJCH Nordboen Zuki) e/f Benny Buck Christensen.
DKCH Nordboen-Ryz (Strødam's Bono- DKCH DKJCH DKKV03 Nordboen Zuki) e/f Knud Hansen. 1.vinder HP CACIT 2008 Give 1A. Knud er en av Danmarks mest vinnende hundeførere, har egentlig fortjent en egen artikkel.
DKJCH INTCH DKCH Nordboens Nellie (Strødam's Bono-DKCH KBHV00 Nordboen Mille) e/f Birte Johansen. Avlstispe kennel Weimbo.
DKCH Nordboens Ena (DKCH Bredsgaard's Elo-DKCH DKJCH DKKV03 Nordboen Zuki) avlstispe kennel Halsbonden v/ Karl Georg Kristensen
Nordboens Etna (DKCH Bredsgaard's Elo- DKCH DKJCH DKKV03 Nordboen Zuki) e/f Jørn Rasmussen. Avlstispe kennel Ørstedmark
Nordboens Baxter (KS Baron v Donauland-Nordboens Senta) e/f Gunnar Dalh, mye brukt avlshund.
DKCH Rugbjergs Tjacho (Nordboens Fonzie- DKCH Rugbjergs Girl) e/f Benny Buck Christensen
Strødams Bono( DKCH Roy-Nordboen Ane) e/f Leif Ekelund Jensen . Meget benyttet avslhann i DK.
FI JCH SE JCH Stenbitens Fix (SUCH SJCH Nordboen Griff- S JCH Rindy) oppd/ Sten Rønneling, e/f Sten Larsson. Vinner av Svensk Riksprov UKL 98, EKL 01 og 04.
SJUCH Stenbitens Riff (SUCH SJCH Nordboen Griff- S JCH Rindy) oppd/ Sten Rønneling, e/f Stefan Olsson.

Skriv en kommentar: (Klikk her)

123hjemmeside.no
Antall tegn tilbake: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.09 | 10:28

Hei Audun. Jeg har sendt mld på Facebook og prøvd å ringe Frank. Får ikke noe svar. Du kan prøve å ringe han på 91303593.

...
18.09 | 20:57

Hei, det er vanskelig å få tak i bilder av gamle storheter, kan ikke du ta kontakt med Frank Johnsen ang. Refa. Får du tak i bilde, legger jeg det inn på siden.

...
18.09 | 20:20

Hvor er Refa og Våkfjellets Bonzo. Det var og kanon hunder av ypperste kvalitet :)

...
10.01 | 11:20

Veldig fin side pappa!

...
Du liker denne siden